Regler for skrotning af bil

Biler og skrotpræmieHvis du står med en gammel ubrugelig bil på hånden, kan du få penge for den ved at aflevere den til en godkendt autoophugger. Du kan nemlig få 2200 kr. for bilen ved at indlevere den som skrot. Det hedder skrotningsgodtgørelse (mange kalder det skrotpræmie)og er en udvidelse af producentansvaret for biler. Her kan du læse om de regler, der gælder i forbindelse med udbetaling af skrotningsgodtgørelsen og hvorvidt en autoophugger må tage betaling for skrotning af biler.

Før producentansvarets indførelse

Inden 2007, hvor producentansvaret indførtes, var det mere reglen end undtagelsen, at det kostede penge at aflevere sin bil til skrot hos godkendte autoophuggere. Ved at indføre producentansvaret pålagde man bilimportørerne ansvaret for at bilejerne omkostningsfrit, kan komme af med deres biler ved en autoophugger. Bilimportørerne har derfor lavet aftaler med nogle autoophuggere. Aftalerne betyder, at biler, der skal skrottes, uanset alder og uanset hvor lang tid det er siden de blev afmeldt ved motorregistret, kan afleveres gratis.

Skrotningsgodtgørelsens formål

Ved at indføre skrotningsgodtgørelsen vil man fremme at skrotningsparate biler bliver afleveret til autoophuggere, som er godkendte. Det er d. 1. juli år 2000, der er skæringsdatoen for, om du kan få skrotningsgodtgørelse. Din personbil eller varevogn skal have været eller være indregistreret her i landet efter skæringsdatoen for, at du kan få skrotningsgodtgørelsen udbetalt. Det væsentlige er, at du afleverer bilen hos en autoophugger, der er godkendt og, derfor har en aftale med bilimportørerne. Når bilen afleveres som skrotbil hos en godkendt autoophugger, må den ikke sælges videre.

Hvem finansierer skrotningsgodtgørelsen?

Det er bilejerne selv, der finansierer ordningen om skrotpræmie gennem et miljøbidrag, der betales en gang om året. Det sker gennem ansvarsforsikringen, som det er et lovkrav at have som bilejer. Bidraget er på 101 kr. Selve udbetalingen af godtgørelsen står en selvstændig organisation for. Organisationen er non-profit og er indsat af miljøministeren.

Hvad med de autoophuggere, der er udenfor ordningen?

Der er selvfølgelig godkendte autoophuggere, som ikke har indgået en aftale med bilimportørerne. De er i deres gode ret til selv at fastsætte en pris for modtagelsen af skrotbiler. Det er op til dig som bilejer, om du vil aflevere din bil hos de autoophuggere, der har en aftale med bilimportøren eller, om du vil aflevere den hos en af de andre godkendte ophuggere.

Hvad hvis der mangler bildele?

Afleverer du en bil til en godkendt autoophugger, hvor der mangler betydelige dele, må ophuggeren tage en kompensation for de manglende deles værdi. I bilskrotbekendtgørelsen fastslås det maksimale beløb for delene. En manglende motor 300 kr., en manglende gearkasse 100 kr., en manglende katalysator 100 kr. Det gælder selvfølgelig kun for biler, der er født med en katalysator. Biler fra før 1989 eller 1990 har typisk ingen katalysator.

Skrotningsattest

En godkendt autoophugger skal skrive en skrotningsattest, når bilen afleveres til skrot. Attesten skal udleveres til bilejeren. Denne ydelse må ophuggeren ikke tage penge for. Autoophuggeren kan tilbyde at afmelde bilen og sende skrotningsattesten til den instans, der udbetaler skrotningsgodtgørelsen. Det er ikke ophuggerens pligt og det kan derfor koste et beløb.